Hej alle!
Mit navn er Lars, og jeg er 20 år. Jeg er for nyligt blevet student, og det betyder, at jeg har en del fritid lige pt. I begyndelsen af sommerferien blev jeg for første gang introduceret for lystfiskeri. Og jeg må indrømme, at henover sommeren, er lystfiskeri hurtigt blevet min store passion. Som I kan høre, er jeg nybegynder, og jeg har stadig ufattelig meget at lære, men det er også charmen ved lystfiskeri.
Da jeg i begyndelsen af sommeren skulle købe mit første fiskeudstyr, havde jeg ingen idé om, hvad jeg skulle købe. Med alle de mærker, modeller og webshops der eksisterer på nuværende tidspunkt, er det svært at vælge det rigtige fiskeudstyr - fordi valget afhænger af mange faktorer, som ikke alle nødvendigvis kender til. Jeg var virkelig usikker på, hvilket fiskeudstyr der var velegnet til mig. Men for mit vedkommende havde jeg heldigvis et par venner, jeg kunne spørge til råds.
Men mange nye lystfiskere samt erfarne lystfiskere der f.eks. vil prøve nye typer af fiskeri kommer til at stå i samme position som mig med en masse ubesvarede spørgsmål: hvilket fiskegrej er mest velegnet til mig, og hvor meget grej har jeg brug for? Og her gik det op for mig, at der skal gøres noget ved det!
For at løse denne her problemstilling, har jeg tænkt mig at lave en hjemmeside, hvis formål er, at samle en række informative og troværdige guides/informations artikler, der kan hjælpe nye samt erfarne lystfiskere på rette vej. Det vil sige, let forståelige guides til køb af diverse fiskeudstyr (fiskestang, waders, endegrej, fiskehjul, fiskeline osv.) samt informations artikler omhandlende f.eks. hornfiskesæsonen (hvor lang den er, hvornår den begynder osv.). Andet indhold på hjemmesiden kunne f.eks. være test af fiskegrej.
Jeg vil lige slå fast, at hjemmesiden IKKE bliver reklamefinansieret, fordi det vil ødelægge troværdigheden og kvaliteten af indholdet på hjemmesiden. Jeg vil selv stå for betaling af hjemmesidens vedligeholdelse, fordi jeg ser projektet som en hobby.
Men det problem jeg står over for nu er, at jeg ikke har den rette ekspertise og erfaring til at skrive guides og informations artikler, men jeg kan til gengæld bidrage med min ekspertise inden for udvikling af hjemmesider. Jeg spørger derfor jer - erfarne lystfiskere - om I kunne være interesseret i at dele ud af jeres viden? Skrive om jeres passion, så vi sammen kan hjælpe lystfiskere godt på vej?
Forresten, I må meget gerne komme med jeres bud på, hvad hjemmesiden kunne hedde. Indtil videre har jeg kun fundet frem til to navne:
- Lystfiskerportalen
- Fiskeeksperten
Jeg glæder mig til at høre fra jer, og jeg håber, at nogle har lyst til at dele ud af sin erfaring.
Knæk og bræk

Lars